1. Division i ishockey
1. division i ishockey er turneringen for klubhold på næstbedste niveau i dansk ishockey. Turneringen arrangeres af Danmarks Ishockey Union og rangerer umiddelbart under Metalligaen, men der er ingen automatisk op- og nedrykning mellem ligaerne på de to niveauer. Hold fra 1. division, der ønsker at rykke op i Metalligaen skal derimod ansøge DIU om særskilt licens til at deltage i den bedste danske række. Ligaen er åben for reservehold for holdene i Metalligaen og førstehold for klubber, der ikke er repræsenteret i Metalligaen.
Ligaen blev etableret i 1960 under navnet 2. division men skiftede i 1985 navn til 1. division samtidig med at den bedste række skiftede navn fra 1. division til Eliteserien.
Ifølge Danmarks Ishockey Unions turneringsbestemmelser er Divisionen ligaens officielle navn, men den omtales hyppigst i medierne under betegnelserne 1. division eller Division I.